OM yoga og mindfulness

Yoga handler ikke om de øvelser, der tager form, men om hjertets kvalitet og den ånd, som bringes til øvelsen

Teja Bell

Jeg underviser i Mindfulness Yoga. Dyb og stille yoga i en stemning med accept og tillid, hvor der er glæde og plads til latter – og hvor alle og enhver er velkomne, som de er.

For mig handler yoga om at se indad, at skabe et hjerterum, hvor alt – behag som ubehag – modtages med accept og kærlig venlighed. At forene krop, sind og sjæl.

Vi vil arbejde med alle muskelgrupper, træne kroppens smidighed, styrke og udholdenhed med venlig opmærksomhed – uden at kæmpe mod kroppen. Når vi er venlige inde i kroppen og anerkender det, vi mærker, som det er, så slipper nervesystemet og nu er det Yoga: Krop, sind og åndedræt er ét, og nu er der plads til at modtage, hvad der end er, med accept.

Du skal ingen forudsætninger have for at lave yoga, for jeg guider dig under yogasessionen, så du har mulighed for trygt at læne dig tilbage og følge instruktionerne.

Yoga er i høj grad om din sundhed, om glæde og latter, om at have det godt med dig selv og andre – om balance i livet.

Du træner at være perfekt uperfekt  og kommer til at holde af din helt vidunderlige krop.

Om Mindfulness Meditation
og Compassion

Ser jeg ind i samfundet omkring mig og ud på verden, er jeg overbevist om, at Mindfulness og Compassion kan bidrage til, at styrke selvværd, indre ro og følelsen af at høre til i dette samfund og på denne jord.

Mange af os føler os udtømt af utallige krav, der stilles på trods af vores bedste anstrengelser for at skabe et afbalanceret liv. Mange lider under stress, ensomhed, sorg, skam og skyld over ikke at slå til – og længes efter at leve det liv, som giver egentlig mening.

Vi ved fra erfaringer i store gamle østlige lærdomme og fra moderne videnskab, at mindfulness og meditation kan hjælpe mennesker med at overvinde disse udfordringer og finde større klarhed, lethed, velvære og sundhed.

Mindfulness-meditationer kultiverer compassion og den visdom, som allerede er iboende i os. 

Mindfulness er evnen til venligt og fordomsfrit at lægge mærke til, hvad der sker inde i en selv og se andre – uden at identificere eller tage afstand fra det. Derved sætter vi os uden for hjernens limbiske systems instinktive reaktion nemlig at undgå ubehag – og motivation for at lindre smerte opstår. Vi kan derved vælge at nære os selv – og andre – med omsorg og medfølelse. Det er Compassion.

Tager vi alt dette helt ned på jorden handler Mindfulness Meditation i sin korthed om at kultivere sindet med venlig opmærksomhed til at opdage, hvad der sker inde i os og omkring os. Det giver mulighed for at arbejde med compassion med de tanker og antagelser, som begrænser os, så vi kan slippe ’gamle fortællinger’ og tage  ægte valg og leve det liv, vi længes efter.

Gennem Mindfulness meditation kommer vi til at forstå, at vi ikke er alene. Alle liv har erfaringer med lidelse og glæde. Visdom relaterer sig således ikke kun til mennesker, men til alt liv, idet visdom forstår, at alt liv er forbundet.

Når du kultiverer Mindfulness og Compassion opnår du færdigheder i

  • at være tilstede i kroppen
  • at give dig selv compassion – omsorg, medfølelse og nærvær
  • at bevidstgøre ubevidste tankemønstre / fortællinger’ opstået af opvækst- /skole-/samfunds-kultur
  • at undersøge om tingene er, som du antager, de er
  • at kultivere styrke til at tage ægte valg 
  • at være omsorgsfuld over for dig selv. Derved kan du være omsorgsfuld over for andre uden at blive drænet
  • at glæde dig over små ting
  • at stole på, at du har en solid søjle inde i dig af godhed
  • at kultivere en indre vished, at du ikke er alene, men forbundet til alt liv
  • at opbygge mental robusthed og indre styrke.

Forskning om Mindfulness og Compassion

I vores vestlige kultur antager mange mennesker, at det at være medfølende og omsorgsfuld over for sig selv kan være navlepillende og selvcentrerende. At det kan underminere motivationen for at opnå de mål, vi sætter. 

Forskning viser imidlertid, at mindfulness og compassion udvikler en positiv og venlig sindstilstand, som også er tilstede, når livet er svært.

At vi har nemmere ved at nå vores mål,

At når vi kan tage vare på egne behov, øger vi evnen til at være omsorgsfulde over for andre og oplever en generel øget glæde og tilfredshed med livet.

Mindfulness meditation har ændret min livskvalitet.
Må jeg bidrage til, at også du må finde styrke og glæde!
Namasté og på gensyn

Janne

Credit

© Kindness Studio 2023

Designet af Studio Mols